Jeg fik sniffer i 2011. Hun er en sort formel 1 labrador.
Og hun hoppede lige ind i mit liv.
Jeg har angst og lider af depression.
Sniffer formår at give mig skubbet og dagligdags gøremål bliver opfyldt i form af, at få sniffer ud og gå tur. Bare sådan ting som at stå op om morgenen kan være svært, men at man har en servicehund gør at man har et ansvar og Sniffer søger den sociale kontakt allerede fra morgenstunden.
Det ansvar elsker jeg, for uden Sniffer var jeg sikkert meget mere syg, ja i værste fald havde jeg givet helt op, det kan jeg ikke, når jeg har min hund.
Alle jeg kender og alle jeg møder på min vej, finder Sniffer sød, meget opdraget og nem, men når hun er på arbejde kender hun godt regel nummer 1 – ikke snak med andre, for så bliver mor nervøs.
Ting såsom at hun kan værre alene hjemme uden at splitte hytten ad, kører bil, ikke hopper i sengen, ikke hopper op af folk, ikke bider eller andet unødvendigt, gør at jeg kan have hende med alle steder fx ud og handle eller på arbejde. Hun giver mig den tryghed jeg mangler således at jeg ikke får unødig angst anfald.
Jeg er er evigt taknemmelig og det beriger mit liv i den grad.
Fra at side og glo ind i en væg til at have en dialog med andre mennesker og frisk luft samt grin over en fjolle ting hunden gør, så får jeg nu et smil i ansigtet.