Den oplevelse, som jeg gerne vil fortælle om her, er en særlig enestående erfaring, som jeg sikkert altid vil have særlig nært. Jeg har fået lov af Livia og hendes mor til, at fortælle min oplevelse hvordan Livia formåede mere efter at have sin servicehund med i skole.

Inden ankomsten af Karla havde Livia stort set intet fremmøde, hver gang hun skulle i skole, skulle hun følges frem og tilbage og det at komme ind på skolen var en overvindelse af de store. Når hun sad inde på sin plads, kunne hun hverken holde ud at kigge på sin underviser eller abstrahere fra lydene ude på gange. Mødte vi nogen på gangen, så vendte hun om og gik tilbage ind på sin plads. Det var svært at se nogen form for fremgang, selvom Livia rigtig gerne ville modsætte sig sin angst og komme hen på skolen.

Efter Karlas ankomst, begyndte en helt anden side af Livia at vise sig. Jeg så en pige, som stadig var angst og som var træt efter at have været ude at gå med hunden, men jeg så også en pige, der selv gik tur med hunden ude blandt andre mennesker, jeg så en pige, der begyndte at mødes med en anden pige med servicehund og gå på museum, jeg så en pige, som besluttede sig for, at tiden var inde til, sammen med Karla, at udfordre sin angst og tage hul på uddannelse, voksenliv og nye udfordringer.

På trods af beslutninger og stort mod, var de første dage i skolen, med Karla, stadig svære, men at se Karla, fra start af, hjælpe sit menneske igennem svære angstanfald, gå ture gennem parken og samtaler med andre mennesker, er noget af det fineste jeg har set.

Især en situation har brændt sig fast i min hukommelse.

Vi går sammen på trappen ind til skolen, det er super svært for Livia, da hun er bange for at møde andre, især andre elever på hendes alder. Og selvfølgelig, lige da vi står ved indgangen, kommer to andre elever ud og går ned ad trappen. Livia bliver virkelig angst og flygter op ad trappen til næste etage, hvor hun kan gemme sig. Da jeg når derop, har Livia et kæmpe angstanfald og er gået helt i frys. Hendes hænder knuger, hun ryster, øjnene er lukkede og skulderne er trukket helt op under ørerne. Jeg begynder at tale til Livia, for at få hende tilbage til ”virkeligheden” – jeg siger, at det er angst og ikke farligt og hjælper Livia til at få følelsen tilbage i kroppen, ved tryk på armene og ryggen, men effekten er ikke stor, men når man tror, det ikke kan blive okay igen, sker der ofte noget. Jeg fik muligheden for at se, hvordan en servicehund arbejder, når der er mest brug for dens evner. Jeg bliver stadig helt rørt, når jeg tænker på situationen, men at observere Karla i arbejde og hendes forståelse for samarbejde, var en fryd for øjet. Karla er konstant opmærksom på Livia. Står mellem hendes ben, slikker hendes hænder, putter snuden ind i hænderne, så hun åbner dem, skubber til hendes lår, kigger på hendes mindste kropslige reaktion og reagerer derefter med at presse snuden mod Livia. Angstanfaldet går, i forhold til tidligere anfald, hurtigt over. I løbet af 10 min er Livia i stand til at gå ned ad trappen, lede sin hund og gå hjem. Hun har det ikke godt, men hun kan kontrollere sin krop, sin vejrtrækning og er i stand til at kigge lige ud.

Tidligere anfald har taget meget længere tid for Livia at komme over, men der er ingen tvivl om, at når Karla er til stede og hele tiden er opmærksom på Livias mindste behov, så mindskes antallet af anfald, men også længden af dem.

Det er en af de mest fantastiske situationer jeg har set – samarbejdet mellem hund og menneske, er intet mindre end genialt. Tænk sig, at have været spærret inde i lang tid på grund af angst, så få en hund og ved hjælp af den hund og ens eget mod, have mulighed for at kunne komme ud, tage en uddannelse, være mere social og alt i alt leve livet.

Bare alle med angst, fik muligheden for at arbejde sammen med en hund.

Underviser ved Fontana skolen

Knirke Nybroe