SigneOgMillePortræt1
Fantastisk. Jeg har fået min hund nu. Endelig efter at have ønsket det i over 5 år og søgt om det igennem de sidste 2 år har jeg nu fået min dejlige hundepige, Mille. Det skal lige siges, at Servicehundefonden reagerede ualmindelig professionelt. Efter at have afsendt mit ansøgningsskema modtog jeg 3 dage senere en oprigning om, at min ansøgning var blevet modtaget, og vi kunne afholde et møde 14 dage senere. 4 måneder efter havde jeg den mest vidunderlige chokoladekagebrune Labrador, min servicehund… Virkeligt effektivt!

Jeg havde ikke regnet med, da jeg søgte og ønskede at få en servicehund, hvor store følelser jeg ville få for dette levende væsen, som jo bare er en hund… men, men, men, alle mine omsorgsfølelser er sat i gang hos mig, og det føles som en god blanding af min bedste ven og mit lille barn. Hvor er jeg bare lykkelig sammen med min hund.

Vores samarbejde fungerer så godt, og vi har så stor glæde af hinanden. Det er, som om jeg mangler noget af mig selv, hvis jeg ikke er sammen med Mille i bare 5 minutter. Mit liv i forhold til mine sygdomme er blevet betydeligt bedre og nemmere, til trods for at det også er et stort arbejde at drage omsorg for min hund, så har jeg vundet endnu mere ved de skønne oplevelser, vi har sammen i en hverdag. Jeg bliver helt varm indeni af glæde ved tanken om, hvordan min morgen nu er til at holde ud at stå op til, fordi jeg har en lille, glad hund, der muffer mig insisterende med sin søde snude og rækker mig min sok med munden, så jeg hurtigere kan komme i tøjet, så vi kan komme ud og gå morgentur, og så går Mille ellers i gang med at finde alt muligt til mig, mine sure kinasko, som hun sikkert pga den ekstra stærke dunst har en særlig forkærlighed for at iklæde mig, hvilket ikke er helt passende, når det er minusgrader udenfor, og min sure karklud, der hænger til tørre i Millehøjde, og hendes lyserøde gris, og hvad der ellers er i nærheden, som Mille kan få øje på. Til sidst griner jeg af hende og hendes iver og glæde og ildelugtende, men kærlige morgenkys.

Efter den søde og sjove vækning står jeg op uden at tænke, at det er et hårdt liv, og hvordan skal jeg dog klare at få morgenmaden ned i dag for smerter. Jeg glemmer at registrere min evigt tunge krop og glædes og griner ad min skønne hund.

Forleden talte jeg med smertepsykologen om, at smerter er en subjektiv oplevelse og påvirkes af ens eget humør og tilstand i øvrigt, hvilket også betyder, at jeg i mit daglige arbejde sammen med min hund træner og øver nye ting og nusser, kæler og leger med hende. Alle ting, der afleder min opmærksomhed fra den evigt tunge byrde af smerter og bekymringer.

Mine bekymringer omkring, hvordan jeg kan gøre min hverdag bedre og beskæftige mig med noget, der giver input og mening i mit liv, giver nu for en stor del af tiden sig selv. Jeg har et fantastisk liv med min søde hund, og mine positive oplevelser er så mange og nærmest overvældende, at jeg ikke tror, jeg har haft det sådan, siden jeg var studerende for 12 år siden. Hvor jeg næsten ikke mærkede noget til mine begrænsninger, inden jeg måtte stoppe, og mine sygdomme tog over, er der noget, jeg nu endelig har genvundet.

Jeg er ikke blevet rask, og mine smerter er stadig uudholdeligt mange, men min evne igennem tilstedeværelsen af min hund til at fokusere på mig selv på en mere afbalanceret måde og med et smil om munden og latter i luften gør, at hver dag føles lettere at komme igennem, og jeg glæder mig helt til at skulle vågne nu til min dagligdag, hvor jeg har en vigtig rolle som omsorgsperson for et levende væsen.

Det kan godt være, at jeg har givet slip på mange ting i mit liv, som mine søskende og veninder har, så som at blive mor og få gjort den videregående uddannelse færdig, som jeg drømmer om, og have råd til at rejse og købe lejlighed et sted, jeg ønsker at bo, og ikke hvor der tilfældigvis er elevator og tilgængeligt for min kørestol, og at have et arbejdsliv og nogle arbejdskollegaer og mange andre ting. Og det kan godt være, at jeg har gået og sørget over alle disse tab uden at ville være ved dette, fordi jeg vidste, det intet godt ville føre med sig. Men det kræver måske også mere af en at tage udfordringen op med den livskamp, vi alle udsættes for, og prøve at finde vejen frem til at få øje på, hvad er mine styrker og svagheder, og hvordan kan jeg blive glad for den hverdag, der er min, i forhold til de krav, der er til mig.

Jeg har manglet at føle mig i orden og at kunne gøre en mærkbar forskel i min hverdag, og det terræn har jeg nu genvundet i stor stil igennem min hund. For det kan godt være, at jeg oprindelig tænkte, at jeg kunne få glæde af en hund, der kunne åbne tunge døre for mig og trække sko, sokker og jakke af mig og samle mine tabte ting op igen fra gulvet osv., og det er også en stor fysisk lettelse for mig i min hverdag, men jeg har fået så meget mere end det. Jeg er ikke længere sårbar, som jeg var. Jeg er blevet ligeværdig igen i mit eget selvkritiske verdensbillede. Og min kamp for at få så godt et liv på trods af mine handicap er lykkedes.

Det er min Millehund en stor katalysator for. Hun giver mig en selvrespekt og større indsigt i, at verden går videre, selvom min krop har tænkt sig at strejke, og den strejke ser ud til at være blevet til en uløselig konflikt, der kun bliver værre som Israel og Palæstina.

SigneOgMille

Mille er min øjenåbner, for hvis jeg er for træt, bliver jeg uklar, og dermed bliver vores samarbejde den dag dårligere. Hvis jeg får hvilet ordentligt og taget nogle gode pauser, så har jeg det også meget nemmere og bedre næste dag, derved bliver jeg mere præcis og tydelig i mine kommandoer og timing, og så falder folk virkelig i svime over, at Mille og jeg næsten kan snakke sammen via telepati. Jeg bruger de samme bevægelser og lyde, som jeg har lært, men fordi Milles koncentration er så skærpet i forhold til mig, så skal jeg næsten kun kigge med øjnene på mine nøgler eller taske, der mangler at blive samlet op fra jorden, og så gør hun det med stor stolthed, og folk på gaden hører kun hele tiden, hvor meget ros hun får af mig, og ser Milles ualmindelig glade væsen, så det er en hel fryd…

Jeg har sagt tak før, men endnu en gang må jeg lige sige tusind tak for det store stykke arbejde, der kommer så hjerteligt fra Servicehundefonden. I har hjulpet mig til at forstå og skabe kontakt og knytte et bånd til min Millehund, som er så utroligt betydningsfuldt for mig og mit liv. Mange tak for jeres store kærlighed til jeres arbejde, der smitter af på alle os brugere.

Mille og Signe