GitteOgPlutoHej!

Hvor er jeg dog glad for at servicehundefonden findes, for ellers havde jeg nok aldrig fået et bedre liv igen. Første gang jeg og min familie skulle møde Pluto var vi meget spændte på, hvad det var for en hund Hanne og Christian ville dukke op med. Hanne og Christian kom med Pluto og det var kærlighed ved første blik. Pluto skulle være på ”prøve” hos os en weekend.

Det gik rigtig godt med Pluto, han faldt hurtigt til og var rigtig nysgerrig efter at få det hele undersøgt. Desværre gik weekenden alt for hurtigt. Vi fik også talt med Hanne og Christian om, hvad hunden skulle trænes til. Pluto skulle kunne samle ting op fra gulvet og hente ting for mig. Den største udfordring for Hanne var nok at træne Pluto til at kunne tilkalde hjælp. Jeg kan uden nogen forvarsel pludselig besvime og falde om. Så derfor har jeg brug for, at der kommer nogen og hjælper mig, og evt. ringe 112. Hanne ville så træne Pluto ved, at hun eller en anden lagde sig ned på gulvet eller ude på græsset og spillede besvimet. Pluto fik så komman-doen ”gi’ hals” og det gjorde Pluto så og endda meget højt.

Den store dag kom, hvor Pluto skulle komme hjem til mig igen. Jeg glædede mig rigtigt meget til at se Pluto igen og han kunne godt genkende os. Hanne viste mig, hvordan jeg skulle træne med ham. Det er jo vigtigt at holde træningen ved lige, så Pluto ikke glemmer det han har lært. Pluto har lavet fuldstændigt om på min hverdag og det er rigtig dejligt. Før var jeg ikke glad for at være alene hjemme. Jeg var nervøs for, hvad der kunne ske, hvis der ikke kom nogen og hjalp mig, hvis uheldet var ude.

Nu hvor jeg har Pluto ved mig side, er jeg fuldstændig tryg ved at være alene hjemme. Vi får travet skov og strand tynde, og det har jeg aldrig troet, at jeg selv skulle turde at gøre alene. Pluto elsker at få opgaver af mig. Han er glad for at ”arbejde” for mig og er med ude og handle.

Jeg har fortalt vores naboer, hvad Pluto har lært og hvad det betyder, når de hører Pluto gø i lang tid. Da træning jo er ret vigtig, har det jo givet en del travlhed hos naboerne. De kom jo løbende hver gang de hørte Pluto gø. Heldigvis kunne jeg så berolige dem med, at det kun var en øvelse. Nu hvis jeg træner ude på græsplænen og de hører Pluto, bliver der råbt over hækken om det er en øvelse eller alvor. Får de ingen svar så ved de, at det er alvor, og så kommer de. Det er jo dejligt at kunne holde naboerne i gang.

Fra marts til september ligger vi på camping og også der er der sket ændringer for mig. Sammen med Pluto får jeg set rigtig meget af den skønne natur, der er rundt omkring pladsen. Pluto er glad for at være på camping og han er glad for at bade. Han går aldrig frivilligt i land igen. Det kan tage sin tid at få fat på ham og nærmest bære ham i land.

Jeg er utrolig glad for at have Pluto hos mig. Det har vendt op og ned på min hverdag. Min livsglæde er meget høj igen. Venner og bekendte siger også, at jeg er mere aktiv end før Pluto kom. Jeg kan være mere ude sammen med dem og det betyder rigtigt meget for mig.

Hilsen Gitte og Pluto